Danmarks største undersøgelse af e-mail marketing
… Står Mette Will for.
Vi har dog en finger med i spillet, for vi har fået lov til at diskutere resultater med hende, og givet hende lidt indblik i de data, vi har om e-mail marketing på det danske marked.
Undersøgelsen er sindsygt spændende for alle, der arbejder med online kommunikation, nyhedsbreve og marketing via e-mail – også selvom du ikke før har sendt ét nyhedsbrev.
Den giver dig nemlig et rigtig godt indblik i, hvad du skal fokusere på, hvis du skal have gang i din strategi for e-mail marketing.
Du finder undersøgelsen lige her.
Jeg har udvalgt et par af de, efter min mening, vigtigste pointer.
De mest succesfulde e-mail marketing folk har først og fremmest baglandet i orden!
Du kommer ikke langt med dine nyhedsbreve, hvis ledelsen ikke støtter tiltaget. Det bliver hurtigt svært at finde på nye, gode historier at fortælle, hvis dine kolleger ikke er leveringsdygtige, og et nyhedsbrev fungerer bedst, hvis det ikke altid er salg, salg, salg.
Af de virksomheder, som er mindst succesfulde med e-mail marketing, vurderer 42%, at de har for få nyhedsbrevslæsere.
Vi har mange kunder med under 500 modtagere, som får rigtig meget ud af deres nyhedsbreve, både brandingmæssigt og i kroner på kontoen. Alt afhænger af hvordan du sælger, og ellers kommunikerer i dit nyhedsbrev. Efter min mening er det en misforståelse, at store lister er nødvendige for at få værdi af nyhedsbrevet, og reelt er problemet nok nærmere, at man har tilbøjelighed til ikke at investere tid i nyhedsbrevet, så længe listen er lille.
Hvis du selv er i situationen, hvor du ikke føler, at du kan forsvare den tid, du bruger på dit nyhedsbrev, fordi du skriver til for få modtagere, så læg fokus på at få flere modtagere.
Krydstabulering mellem incitamenter og succes viser, at de mest succesfulde benytter webinars og e-bøger næsten tre gange så ofte som de mindst succesfulde.
At bruge incitamenter i forbindelse med indsamling af e-mailadresser er en rigtig god idé, men der er forskel på incitamenter. En konkurrence kan skaffe mange modtagere, men skaber ikke meget loyalitet hos modtageren. En e-bog skaffer færre modtagere, men de, der tilmelder sig, er mere interesserede i dit budskab, og bliver derfor hængende længere.
Og, en e-bog behøver altså ikke være 100 sider med alt, du nogensinde har lært om lige præcis dit fagområde. 5 tips, 2 A4-sider – det er nærmere et whitepaper, men det skaber værdi for modtageren uanset.
31% sender mindre end 10 gange om året.
Vi kan se i vores statistikker, at der er et tæt forhold mellem frekvens for udsendelse af nyhedsbrev, og engagement hos modtagerne. Hvis et firma sender en gang hver anden måned, vil modtagerne ofte glemme afsenderen, og hvad denne står for, mellem hvert nyhedsbrev. Det betyder, at der er stor sandsynlighed for, at modtageren blot arkiverer nyhedsbrevet uden at læse det.
Mange afsendere er bekymrede for, at de sender for ofte, men er der indhold til et nyhedsbrev, vil modtageren yderst sjældent blive irriteret over at få det. Og de få, der måtte blive irriterede, framelder sig – imens kan du få lov til at kontakte dem, der ikke bliver irriterede, og ikke framelder sig, meget oftere.
Du skal ikke indrette din markedsføring efter at tilpasse dig dem, der lettest bliver irriterede på dig, og for hvem dit brand og budskab betyder mindst.
Der er mange flere spændende pointer i undersøgelsen, så jeg kan kun anbefale at læse den.
Til daglig har jeg ansvar for kundeservice og opstart af nye kunder, lige som jeg holder oplæg og foredrag om brugen af vores platform samt om e-mailmarketing generelt.
Jeg er PADI-uddannet Divemaster, så når jeg ikke sidder bag skærmen, ligger jeg ofte under vandet i Lillebælt.
Desuden er jeg kæreste med Mette og far til Bastian og Clara.
Nyeste indlæg af David McNally (se alle)
- Apple og sporing - 11. juni 2021
- Fire fede videoer fra Klitsgaard - 25. februar 2020
- Sådan får du mere værdi for hvert eneste nyhedsbrev du sender - 20. september 2019
- E-mail marketing undersøgelse - 26. oktober 2018
- Incitament til samtykke - 17. maj 2018
Læg en kommentar