Optin-emails er vigtigere end nogensinde før
Lad os få styr på det åbenlyse først. Sådan ser en optin-email ud:
Du har sikkert fået optin-emails før, når du har tilmeldt dig nyhedsbreve. Nogen vælger at sende dem, og nogen fravælger det. Processen hedder også dobbelt optin, eller bekræftet optin.
En optin-email tjener ét formål: Den sikrer, at personen, der tilmelder en emailadresse til dit nyhedsbrev, også ejer emailadressen.
Hvorfor er det nødvendigt, tænker du måske?
Fordi det er virkelig let for Peter at tilmelde Søren til Audis nyhedsbrev. Hvis Audi ikke bruger optin-emails, opdager Søren ikke, at han er tilmeldt deres nyhedsbrev, før han pludselig får marketingmateriale fra Audi. Marketingmateriale han ikke har bedt om, og ikke har givet samtykke til at modtage.
Og det med samtykke er det vigtige, for har Audi ikke samtykke fra Søren, så bryder de reelt Markedsføringsloven ved at sende ham marketingmateriale.
Hvad får Peter ud af det? Ingenting. Han synes måske det er sjovt at drille Søren. Eller Audi. Eller dem begge.
Relevans i forhold til Persondataforordningen
Persondataforordningen (GDPR) fokuserer på at gøre det tydeligt, hvornår man som person giver et firma samtykke til at opbevare ens persondata. Derfor er der et særligt fokus på samtykke i forordningen.
Hvis Søren ikke selv har tilmeldt sig Audis nyhedsbrev, har Søren reelt ikke givet Audi tilsagn til at opbevare og behandle hans persondata. Dermed handler Audi i strid med Persondataforordningen.
Persondataforordningen er særligt interessant fordi den giver mulighed for endog meget store bøder. Det har vi skrevet lidt om i et tidligere blogindlæg.
Som dataansvarlig skal Audi kunne dokumentere, at Søren har givet dem samtykke til at opbevare og behandle hans data. Efter vores mening kan Audi kun dokumentere dette, hvis de har sendt en optin-email til Søren efter tilmeldingen.
Derfor er optin-emailen med Persondataforordningen blevet endnu vigtigere.
Psst … Må jeg fortælle dig en hemmelighed?
Persondataforordningen tager over for Persondataloven, som indtil nu har defineret hvordan virksomheder skal behandle persondata. Og nærmest intet er ændret. Du har altså altid skullet kunne dokumentere samtykke, både til opbevaring og behandling af persondata, samt til markedsføring.
Så det med at sende en optin-email burde du nok have gjort tidligere. Men det er aldrig for sent at gå i gang!
Ubivox-systemet har selvfølgelig fra dag 1 været sat op til at sende optin-emails som standard. Vil du gerne se hvordan din optin-email “ser ud”, kan du finde en vejledning til det her. Er det ikke nok, så sidder vi klar til at hjælpe i supporten.
Du kan også læse vores tidligere indlæg om Persondataforordningen/GDPR.
Og har du blot brug for at spørge mere ind til Persondataforordningen i forhold til nyhedsbreve, så giv mig et kald på 2594 4282. Jeg tager også telefonen selvom du ikke er Ubivox-kunde. :)
Til daglig har jeg ansvar for kundeservice og opstart af nye kunder, lige som jeg holder oplæg og foredrag om brugen af vores platform samt om e-mailmarketing generelt.
Jeg er PADI-uddannet Divemaster, så når jeg ikke sidder bag skærmen, ligger jeg ofte under vandet i Lillebælt.
Desuden er jeg kæreste med Mette og far til Bastian og Clara.
Nyeste indlæg af David McNally (se alle)
- Apple og sporing - 11. juni 2021
- Fire fede videoer fra Klitsgaard - 25. februar 2020
- Sådan får du mere værdi for hvert eneste nyhedsbrev du sender - 20. september 2019
- E-mail marketing undersøgelse - 26. oktober 2018
- Incitament til samtykke - 17. maj 2018
Læg en kommentar